Amaliehaven og Pomodoros italienske søjler
Fra A.P. Møllers og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene formål kom midlerne til udførelse af en af de yngste parker i København: Amaliehaven. Anlægget, som blev indviet i 1983, stækker sig med sine ca. 11.320 m² over Larsens plads, som fortsat er den officielle adresse på havneområdet ud for Amalienborg slot. Haven blev designet af den belgiske arkitekt Jean Delogne. Han benytter sig af en rektangulærform for, med beherskelse, at flette natur, kunst og de omkringliggende historiske bygninger sammen. De længste sider af det euklidiske rum peger mod nord og syd og afsluttes med et vandfald i hver side. I midten af haven er et stort springvand, som er dekoreret med fire søjler, en del af den såkaldte Frederiksgades akse, der tager udgangspunkt i Marmorkirken og løber gennem Amalienborg Plads frem til det brusende springvand. Forud for den store projektrealisering var der protest med demonstrationsoptog og hård kritik. Nogle af de utilfredses argumenter var, at haven ikke var tegnet af en dansker og beliggenheden ved nogle af Københavns mest historiske steder og bygninger var upassende. I dag er haven en af de mest besøgte og mest populære seværdigheder. De smukke træer, bedene med de mange forskellige planter, duftende blomster og dejlige farvekombinationer danner i samspil med det rindende vand fra vandfaldene den ideelle ramme for et afslappende ophold. Da de fleste turister bevæger sig mod Amalienborg, og nogle af dem tror, at Amaliehaven ender ved springvandet, bliver havens venstre side, når man kigger mod Operahuset, den mest fredelige. Larsens Plads var mellem 1869 og 1914 skueplads for den store udvandring til Amerika. Med lidt fantasi kunne man forbinde den svundne tid med de monumentale søjler på pladsen lavet af den italienske kunstner Arnaldo Pomodoro (født i Morciano di Romagna, Rimini, 1926). De bliver en slags Herkules’ søjler, som ifølge myten skulle have båret påskriften ”Non plus Ultra” (”der er intet udenfor”, red.) og var det ikke dét, de fattige husmænd følte under de 17 dages sejlads mod det forjættede land? Men de eroderede og perforerede søjler gemmer mere i sig. De store lodrette parallelogrammer viser en jævn og glat overflade pludselig afbrudt af huller, der afslører en slags mekanikindvolde. Pomodoro har aldrig givet en eksplicit forklaring om de ’revner’, som karakteriserer hele hans skulpturproduktion, men under et stort interview bragt i den italienske avis Archimagazine den 24. juni 2006, siger han: ”Udover betragtning af proportionerne forsøger jeg at beskæftige mig med tematikker som frihed, magt, poesi, den menneskelige tilstand og så videre…” Selvom Pomodoros søjler ikke er søjler i klassisk forstand, da de ikke er cirkulære, kan man ikke se bort fra, hvad de symboliserer. I den klassisk græske arkitektur symboliserer søjlen mennesket. Koncepten blev udvidet i den romanske arkitektur, hvor søjlen tit hvilede på en skulptur af et dyr, typisk en løve, for at understrege menneskets ejendommelighed, der hæver sig over den dyriske natur og strækker sig mod det guddommelige, repræsenteret ved en mytologisk eller religiøs komposition placeret over søjlerne. En fri tolkning af de abstrakte støbninger kunne pege mod en tilintetgørelse af det idylliske billede fra antikken. Det indre kaos vises gennem hullerne som mørke metastaserede koblinger i modsætning til den ydre konformisme, som vises klar, uskyldig og glat. En tydelig dom over den menneskelige natur, som er i stand til at udføre fantastiske handlinger inden for forskning, teknologiske udvikling med mere, men som også står bag ondskabsfulde begivenheder. Søjlerne i Amaliehaven kunne altså opfattes som symboler for det gode og det onde, som menneskeheden består af. De sollignende skulpturer i hver sin side af haven er også lavet af Arnaldo Pomodoro. Herfra rinder vandet igennem blokke af sten og metalliske konstruktioner, men er...
Read more